Ellen Taylor - Hospitalers design
Ellen Taylor fra The Center for Health Design taler om arbejdet, som de udfører i deres center.
Her gør de især brug af "pebble projects" - et billede for et projekt, der spreder ringe som en lille sten, der bliver kastet i en sø.
Ellen Taylor taler om design af hospitaler. Hun henviser til et forsøg, hvor en forsker undersøgte ti års journaler fra patienter, som var blevet opereret for sten i galdeblæreren. Specifikt undersøgte han, hvilken betydning et vindue i patientens væreslse havde. Konklusionen var klar: Hvis man havde et vindue med udsigt i stedet for en væg, blev man meget hurtigere rask og havde det generelt bedre.
Efterfølgende er mange lignende undersøgelser foretaget. Det viser sig, at ikke kun udsigt er vigtig - et pænt, veldesignet og roligt miljø får patienten til at komme sig meget hurtigere. Eksempelvis svarede patienterne i spørgeskemaundersøgelser, at de føler, at læger og sygeplejersker tager sig bedre af dem, hvis de er i et pænt og roligt miljø sammenlignet med en mørk, gammel bygning - også selvom, der ikke er nogen anden forskel i behandlingen end omgivelserne.
Haver, som indbyder til at gå ud og få luft, er ligeledes en vigtig faktor: Det får patienter ud at gå igen, hvilket fremskyder bedringsprocessen. Det er også en god idé at lade folk socialisere med de andre patienter, hvis de har lyst - men samtidig skal man give dem valget til privatliv. Kort sagt handler alt om at give kontrollen til patienten, så vedkommende selv kan bestemme.
Ellen Taylor pointerer også, at hospitalet skal gøres til et sted, hvor man har lyst til at tage hen. Eksempelvis har et amerikansk hospital valgt at inddrage lokalsamfundet ved at gøre deres cafeteria åbent for alle. Derved bringer de liv til hospitalet og gør cafeteriaet et sted, de lokale har lyst til at gå hen - og ikke kun når de eller deres kære er indlagt på hospitalet. Det får også folk til at associere stedet med noget positivt - og det virker. De lokale bruger rent faktisk hospitalets cafeteria som en café.
En af de første pebble projects fra Center for Health Design var at lave enkeltrum til patienterne: Det er blevet åbenlyst, at de fleste foretrækker denne type værelse, da man ikke behøver at bekymre sig om en anden patient i rummet - om vedkommende f.eks. har noget smitsomt eller sover, når man vil se fjernsyn. I dag har de fleste hospitaler enkeltrum.
Det gyldne spørgsmål er selvfølgelig: Kommer det ikke til at koste mere? Svaret er nej: Hvis man bygger et hospital med de nævnte faktorer og den nyeste teknologi, så kan investeringen tjenes ind på bare et år. Og det giver gladere patienter, som kommer sig hurtigere og ansatte, der er tilfredse i deres arbejde.
Ellen Taylor opsummerer: Kort sagt skal omgivelserne være behagelige - og selvom dette virker indlysende, så er der stadig mange hospitaler, der prøver at stuve flest mulige patienter ind i et gammelt, gråt værelse uden vinduer i et forsøg på optimering.

Kommentarer
Skriv ny kommentar