Spiselige RFID-tags skal spore, hvor din mad kommer fra
Aldrig har det været så let at tælle kalorier
Har du en madallergi eller er der bare bestemte fødevarer, du ikke spiser? Er du sådan en, som går op i dyrevelfærd og hvor din tun kommer fra? Eller synes du bare det generelt er vigtigt at vide, hvor din mad kommer fra?
NutriSmart er et koncept, som lader dig tracke, hvad der er i din mad og hvor den kommer fra. Det sker via bittesmå RFID-tags, som er placeret i din mad. RFID-tagsne er ufarlige at spise og kan passere gennem systemet uforstyrret. Ligesom mærkningen på fødevarer indeholder de ingrediensliste og ernæringsindhold. Denne information er dog mere detaljeret, da den også indeholder ingrediensernes produktionssted.
Derudover komme NutriSmart også med en “smart plate”, en tallerken med en RFID-læser. Ved at placere RFID-tagsindholdende mad på tallerknen kan man få detaljeret information om maden på computeren eller mobiltelefonen – evt. kan der inkorpereres en skærm i selve tallerknen. På den måde kan man let følge ens madindtag, herunder kalorier, energifordeling, sukkerindhold og hvad man ellers finder interessant.
Hvis man har en RFID-læser i køleskabet, kan køleskabet advarer en, når fødevarer er tæt på deres udløbsdato. Tilsvarende kan ovnen have en RFID-læser, så man bare behøver at sætte færdigretten ind i ovnen, hvorefter den eksakte temperatur og bagetid indstilles automatisk.
NutriSmart er stadig kun et koncept og der går nok lang tid før, at ideen realiseres: Den kræver, at hele madindustrien og -teknologien laves om. Ikke desto mindre vækker det nogle interessante perspektiver på ernæring og ikke mindst overvågning i fremtiden.

Kommentarer
Skriv ny kommentar