Gå til sidens indhold
 
En pause i præsentationerne ved CW17 bruges til snak og prøvning af produkter

Reportage fra CareWare 2017

af Ane Locht, journalist.
Deltagerne misser med øjnene, når forårssolen strejfer dem gennem panoramavinduerne. Klokken er 8; der er morgenmad med hjemmebagte rundstykker og kaffe og udsigt til havn og lagerbygninger. Det er dag ét på CareWare 2017 på DOKK1, Aarhus’ nye bibliotek og medborgerhus og lokomotivet i omdannelsen af industrihavnen til byrum. Her bor også DokkX, Aarhus Kommunes permanente udstilling af velfærdsteknologi. 

Der lyder hej og tak for sidst fra flere sider. Kolleger fra alle egne af landet mødes og småsludrer fordelt i grupper i foredragslokalet. Stemningen er afslappet og forventningsfuld. Der venter et par tætpakkede dage med faglige oplæg om alt fra lysterapi og telemedicin til virtual reality og borgerdreven visitation af hjælpemidler, kaldet DokkX på tur. Og så skal der ses, mærkes og afprøves produkter hos de 64 udstillere.

Hos udstillerne er der hektisk aktivitet; folk suser rundt med et rundstykke i den ene hånd og en papkasse i den anden. Der udveksles erfaringer om DOKK1’s underjordiske parkeringsanlæg og af- og pålæsningsmuligheder. En hospitalsseng og en el-cykel med lad køres på plads; små, handy transportkasser foldes ud og bliver til mandshøje udstillingsscenografier, og der tilsluttes strømkabler til hjælpemidler, træningsmaskiner og storskærme. Alt skal være klar, når gæsterne er færdige med morgenmad, velkomst og to faglige oplæg og strømmer ind i udstillingsområdet.

En logistisk udfordring

Velfærdsteknologikonferencen CareWare 2017 er fordelt på fire lokaliteter i Aarhus med hvert sit fokusområde. De knap 300 deltagere er inddelt i 32 grupper, der alle begynder dagens rundtur hos de 64 udstillere samtidig. Alle grupper har tilknyttet en fast guide, der med højt hævet CareWare-flag og myndig tidstagning på mobilen sørger for, at gruppen befinder sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Metoden sikrer, at deltagerne når rundt til alt det, de har meldt sig til, og at alle udstillere får 10 minutter med et lyttende, koncentreret publikum til en timet produktpræsentation. Efter en runde, der består af besøg hos fire udstillere, er der 20 minutters ”fri leg” til at høre mere hos de virksomheder, man er mest interesseret i. Flere deltagere fristes til at falde i snak indbyrdes under rundturen, men der er generel enighed om, at den stramme form uden sniksnak er effektiv og fungerer godt.

 

Tid til fordybelse

“Man kommer godt rundt og får set det hele; her er virkelig en stor variation i produkter”, siger en deltager. “Og man kan bedre bruge tiden i pauserne til at fordybe sig i noget, fordi man allerede har et overblik”, supplerer en anden. Også hos udstillerne er der tilfredshed med modellen. “På mange messer står deltagerne det meste af tiden og snakker indbyrdes ude i gangarealerne. Sådan er det heldigvis ikke her. Her lytter folk, og vi får en dialog i gang.” En udstiller bruger deltagernes spørgsmål til at skærpe sit oplæg. “Hvis én gruppe har spurgt ind til noget bestemt ved vores produkt, sørger jeg for at tage højde for det, når næste gruppe kommer. For hver præsentation lærer jeg noget nyt,”, fastslår en udstiller. Deltagerne kommer igennem to runder om formiddagen á 40 minutter og to runder om eftermiddagen á 40 minutter. Otte udstillingsstande og otte produkter. Behovet for networking og socialt samvær bliver tilgodeset dels til frokost, dels under 20-minutters-pauserne og ved et middagsarrangement om aftenen på dag ét.


Festmiddag med overrækkelse af Borgerpris

Der er dækket op til de flere hundrede CareWare-gæster. Stofduge, foldede servietter, polerede glas, stearinlys og dæmpet belysning. Unge tjenere retter til og an og hilser på de første gæster. Centralværkstedet er DSB’s gamle bygninger, nænsomt sat i stand og nu restaurant med plads til alle omkring de runde borde. CareWare-deltagere og -udstillere indtager lokalet for at spise en tre-retters menu og overvære overrækkelsen af dette års Borgerpris. Der er let lyssej til forret, en mør ribeye med knasende grøntsager og en dessertanretning med kage og is og til kaffen. Der er to glas vin til maden; man skal jo også være frisk til programmet i morgen. Borgerprisens panel med forkvinde Dorthe Laustsen, tidligere rådmand i Aarhus Kommune og nu pensionist, indtager scenen i sin kørestol. Appen tiimo til smartphones til gavn for børn og unge med ADHD har imponeret dommerpanelet og vinder dette års Borgerpris. Og så er der stand-up!


En standupper med CP og kant

Jacob Nossell er 27 år, freelancejournalist med eget mediebureau, og så har han CP. I bagagen har han en stribe successer, herunder teater og tv og et tillidshverv som medlem af Spastikerforeningen. “Dem, der udvikler velfærdsteknologi, skal huske, at handicappede er ligeså forskellige som alle andre. Vi er ikke robotter”, fastslår han. “Jeg er glad for, at jeg lever i en tid med teknologiske muligheder. De spørger, om jeg vil have et hjælpemiddel. Jeg vil bare på de sociale medier og score nogle damer”, griner han. Salen er med, og der grines og klappes, når Jacob Nossell spidder terapeuter og beslutningstagere. Aftenen slutter kl. 22, og CareWare-deltagerne siver ud ad lokalet mod deres respektive overnatningssteder i byen. I morgen går det løs igen med faglige oplæg og stramt tilrettelagte besøg hos udstillerne kun afbrudt af enkelte pauser. 


“Man er fyldt op efter to dage med alle de indtryk”, konstaterer en deltager sidst på eftermiddagen på dag to. 

“Vi er to kolleger afsted sammen. Nu vil vi tage hjem og endevende alt det, vi har oplevet og finde ud af, hvad der eventuelt kan indgå i nye projekter hos os”, siger en anden. 

To svenske deltagere vil kopiere hele CareWare-konceptet i Göteborg. 

“Vi kommer igen”, siger flere og uddyber: “CareWare har det nyeste. Det er her, man skal være, hvis man vil følge med i, hvad der sker på velfærdsteknologiområdet”. 


På gensyn i Aarhus til CareWare i 2018.


Se videoklip og billeder fra CareWare 2017.

Fakta

CareWare 2017 var opdelt i fire fokusområder. Man kan nå at deltage i to fokusområder i løbet af de to dage, konferencen varer.

1: Rehabilitering og sundhed, Vikærgården.

2: Aktivitet og træning, MarselisborgCentret.

3: Fællesskab og kommunikation, Ingeniør AU, Katrinebjerg.

4: Frihed, omsorg og tryghed, DokkX i DOKK1.

(Alle 4 steder var der 16 udstillere og tre faglige oplæg).


CareWare 2017 havde 64 udstillere og 533 deltagere. Langt de fleste deltagere kom fra Danmark, men der var også udstillere og deltagere fra Tyskland, Norge, Sverige, Island og Japan. En japansk delegation på 13, ingeniører, forskere og læger deltog på messen for at lære om den danske tilgang til velfærdsteknologi. I Japan er man langt fremme med fx robotteknologi, men japanerne er ikke så gode som danskerne til at udvikle og implementere produkter til gavn for borgerne, konstaterer delegationens leder. I Japan er innovation af velfærdsteknologi styret af økonomiske interesser og forskernes personlige ambitioner, mener den japanske delegationsleder.


DokkX, som var en af CareWares lokationer, er Aarhus Kommunes faste udstilling af hjælpemidler og velfærdsteknologi. DokkX ligger i DOKK1, det nye bibliotek og medborgerhus på havnefronten. Her kan alle borgere komme ind fra gaden og afprøve produkter og få instruktion af fagfolk i anvendelsen.


DokkX på tur - destination det gode liv. I marts 2017 satte DokkX sin permanente udstilling på hjul med en bus fyldt med hjælpemidler og velfærdsteknologi. Bussen kører rundt i kommunen i tre måneder før sommerferien og i tre måneder efter. I DokkX på tur kan århusianeren låne hjælpemidler og teknologier med hjem i tre uger og afprøve tingene. Efterfølgende kan folk søge om tingene gennem de sædvanlige kanaler eller vælge at købe produkterne selv. DokkX på tur - destination det gode liv er resultatet af et politisk ønske om at udforske borgerdreven visitation af hjælpemidler. DokkX på tur havde stoppested ved CareWare fokusområde 2, MarselisborgCentret, hvor mange deltagere fik lejlighed til at kigge ind i bussen.


CareWare 2018. Information om næste års CareWare, der afholdes den 10. – 11. april 2018, vil være tilgængelig på carewareweb.dk i god tid inden konferencen. Her kan du læse om udstillere, produkter og faglige oplæg. og på den måde i ro og mag sætte dig ind i de forskellige fokusområder, inden det hele går løs. Vil du ikke gå glip af det nyeste indenfor hjælpemidler og velfærdsteknologi, så meld dig allerede nu på CareWares mailliste på carewareweb.dk, så du får besked, så snart der åbnes for tilmelding til CareWare 2018.

 
 

Opdateret: 19.5.2017

Afdeling:

Send kommentar: Søren   Aalykke

 
 
 

Tip en ven

Her kan du tippe en ven om siden





CAPTCHA
Change the CAPTCHA codeSpeak the CAPTCHA code