CareWare 2011
CareWare 2011 er veloverstået. Se konferencens resultat: CareWare 2011-idékatalog
Vores ypperste live blogger Lan var i byen for at dække konferencen med live blogging fra Aarhus Rådhus d. 10. feb.. Find alle blogindlæggene fra CareWare 2011 her.
CareWare 2011 under storstilet invasion!
CareWare konferencen 2011 hiver markante internationale profiler til den danske scene. Og i år løfter vi niveauet skyhøjt, når vi byder velkommen til grundlæggeren af Google’s sundhedssatsning, Adam Bosworth (som i øvrigt også er skaberen bag Google Calendar, Microsoft Access og lignende vægtige tiltag). En mand, der kender vejen til succes, når man snakker om digitale løsninger. Niveauet holdes oppe, når scenen indtages af klodens førende netværksorganisation, Center for Health Design, repræsenteret ved Ellen Taylor. Du kan bl.a. også opleve Bradley Krait fra det John F. Kennedy-stiftede Institute for the Future. Hver i sær vil de inspirere, provokere og hjælpe os med at målrette årets event. Se en uddybende præsentation på talerlisten.
Der vil desuden være 5 minutters præsentationer fra en håndfuld udvalgte udstillere - her i blandt:
- Mr. Mun Sang Kim, Center for Ingelligent Robotics - Servicerobotterne Engkey og Mero
David Doherty - 3G Doctor
Jakob Iversen, Country Manager Abilia - Handifon, Memotime og Rolltalk
Kommunikationshjælpemidler / Handifon i psykiatrien
Specifikke brugerbehov og synliggørelse af samarbejder mellem det offentlige og det private erhvervsliv sættes i spil som vilkår for fortsat vækst og kvalitet på det velfærdsteknologiske område. Dette er nogle af Danmarks store styrkeområder, der vækker interesse på den internationale bane såvel som på hjemmebane.
Til at frembringe konkrete erfaringer er der planlagt fem temaopdelte workshops på dagen, som gennemføres af Innovation Labs erfarne facilitatorer. Konferenceprogrammet kører fra kl. 09.00 (registrering og kaffe fra kl. 08.00) til kl. 16.00. Herefter er der kl. 16.15 uofficiel åbning af den store udstilling i Ridehuset, hvor der vil være eksklusiv rundvisning for konferencegæster. Årets konferenciers er Sundheds- og Omsorgschef i Aarhus Kommune, Mads Gammelmark.
.
Konferencesproget er engelsk. Workshops foregår på dansk.
CareWare 2011, health@home – i hænderne på brugerne
Et manifest! I marts 2010 så CareWare dagens lys - sat i verden som en overbliksgivende og inddragende national event. Der var og er stærkt fokus på merværdi for borgerne og de ansatte på Danmarks arbejdspladser, som netop er brugere eller potentielle brugere af velfærdsteknologiske ydelser og produkter. CareWare 2010 var som en selvstændig begivenhed med til at tegne en ny retning for udviklingen af velfærdsteknologiske løsninger. 2011 tager et nyt udgangspunkt – og tager nye udfordringer op.
Du er inviteret til at tage aktivt del i den naturlige opfølgning på og videreførelse af CareWare. Ved CareWare 2011, health@home, inviterer vi dig til at hjælpe os med at dreje fokus i retning af sagens kerne – i retning af brugerne, brugernes betingelser og behov. Vi flytter med andre ord fokus fra de teknologiske muligheder løsrevet og til at se dem anvendt.
Velkommen til CareWare
HVAD får du på CareWare 2011?
• Mød nogle af klodens absolut mest indflydelsesrige bagmænd fra de velfærdsteknologiske felter – de er talere ved CareWare og vil være til stede ved hele arrangementet.
• En helt unik netværksmulighed med det øvrige danske felt af udviklere og beslutningstagere indenfor offentlige og private erhverv
• Efter dagens workshops udstyres du med din helt egen lille tool box, som du kan arbejde videre med i din egen organisation
• Dagens faglige udbytte og anbefalinger fra workshops samles op i et idékatalog
• Netværksarrangement, hvor der vil være en overraskelse fra scenen. Aftenen består af reception, præsentation af udbyttet af dagens arbejde og faglige input fra scenen
• Adgang til alle dage på udstillingen
Udstilling
CareWare 2011 udstillingen viser ca 40 af de mest lovende og perspektivrige nationale og internationale bud på den velfærdsteknologiske udvikling. Fokus er som med konferencen på CareWare i hjemmet – på rehabilitering, applikationer, telemedier og på brugerens egen helbredsovervågning. Se en håndfuld af de teknologier, der kan opleves på CareWare 2011.
Workshop
Til at indsamle og forædle den viden, som du og de andre deltagere ved CareWare deler, har vi et målrettet workshopkoncept klar. Med brugerens hjem som det fysiske center har vi inddelt workshoppen i fem indbyrdes afhængige emner, der hver især repræsenterer forskellige brugergrupper. De ældre, de fortsat raske, borgere med kroniske sygdomme, de, der lige har overstået et behandlingsforløb og de, der må leve med et varigt handicap. Alle er brugere af diverse services og hjælpemidler, men har vidt forskellige ressourcer og behov. Workshoppen
er den oplagte mulighed for, at feltets aktører i fællesskab kan kreere nye idéer, indgå aftaler og sammen etablere nye forretningsgrundlag.
Opgaven, vi skal have løst, er den samme: Hvordan får vi udviklet og leveret de bedste tilbud? Fokus kan dog variere indenfor hvert af de fem brugersegmenter:
Elderly@Home
Omhandler ældre og svagelige i eget hjem og omsorg af disse (inkl. familiens rolle)
Hospitals@Home
Omhandler udskrevne og deres rekonvalescensperiode og interaktion med sygepersonale
Disabled@Home
Omhandler personer med fysiske handicap og deres særlige problemstillinger
Chronics@Home
Fokserer på personer, der lider af én af de 5 store kroniske sygdomme
Health@Home
Omhandler raske, den forebyggende indsats, kost, sundhed, børnepleje, graviditet, rygskader m.fl..
Som det var tilfældet ved CareWare 2010, så samler vi op på dagens arbejde. Vi lader udvekslingen af erfaringer udmønte sig konkret i ord og handling – CareWare 2011 skal resultere i et idékatalog, som skal overrækkes til officielt hold ved aftenarrangementet. En naturlig forlængelse af CareWare-manifestet opstilles denne gang et katalog over idéer og handlemuligheder inden for de fem definerende grupper.
CareWare 2011 Netværksreception
Årets CareWare afrundes med en aftenreception kl 18.30 i Rådhushallen. Careware byder på let forfriskning og snacks, og der er en helt unik netværksmulighed med det øvrige danske felt af udviklere og beslutningstagere indenfor offentlige og private erhverv – og ikke mindst med nogle af klodens absolut mest indflydelsesrige bagmænd fra de velfærdsteknologiske felter.
Ved arrangementet overrækkes udbyttet af dagens arbejde til officielt hold. Arrangementet slutter kl 20.30. Ved receptionen vil der være et surprise-indslag fra scenen, som uden tvivl vil vække folks opmærksomhed.
Det praktiske
Hvor
Aarhus Rådhus, Rådhushallen
Hvornår
Torsdag d. 10. februar kl 09.00–20.30
Kl. 16.15 er der uofficiel åbning af CareWare 2011 udstillingen og eksklusiv rundvisning for konferencegæster.
Tilmelding
Konferencen er afholdt...
Yderligere info
careware@innovationlab.dk eller www.carewareweb.dk
Holdet bag CareWare 2011
Innovation Lab, Aarhus Kommune - Sundhed og omsorg, Aarhus Kommune - Borgmesterens afdeling, MedTech Innovation Center, Region Midt, Hjælpemiddelinstituttet, Alexandra instituttet og Teknologisk institut.

.png)

